Dette indlæg vil muligvis være en del mere personligt, end de andre indlæg førhen og dem der sikkert kommer senere. Men nu føler jeg det er på tide at give en forklaring på hvorfor jeg ind imellem kan opføre mig lidt underligt. Dette kommer højst sandsynligt også til at være et af de længste blogindlæg jeg nogensinde kommer til at skrive.
Jeg har altid været en person der har været lukket inde i mig selv, og altid ladet folk tro jeg havde det fint. Nogle har måske haft det indtryk, at jeg var ligeglad, egoistisk og endda en der generelt ikke gad andre folk. Dette er dog ikke tilfældet, fordi eftersom jeg altid har haft svært ved at give udtryk for hvordan jeg har det, så har jeg altid været en der gerne vil andre det bedste. Jeg ved godt jeg ikke altid er så god ved folk, men dette skyldes at jeg altid har ladet mine følelser hobe sig op indeni. Det har resulteret i at de negative følelser ind imellem har brug for at komme ud.
Jeg kan ikke huske om jeg har nævnt dette i et tidligere indlæg, men jeg har aldrig set min indelukkethed som et problem, før her på det seneste, jeg har heller aldrig rigtigt følt mig anderledes før for et stykke tid siden. Dette er fordi jeg altid har været vant til at der ikke er noget problem i det. Plus jeg har altid på en måde levet i min egen lille verden, hvilket også kan forklare hvorfor jeg, for nogle folk, til tider godt kan virke som en man burde holde sig fra.
Det kan godt være jeg ser anderledes på tingene, eller interesserer mig for andre ting end de fleste folk. Eller at jeg for den sags skyld har en anden måde at være på, så behøver det ikke at betyde jeg i virkeligheden er en skidt fyr. Jeg kan godt være negativ, selvhadende, eller hvordan jeg ind imellem er overfor andre, men det er fordi jeg har altid haft svært ved at udtrykke mine følelser overfor andre. Det skyldes også nogle gange at jeg kan komme til at såre folk i nærheden af mig, eller de tager en anden afstand til mig.
Jeg ved dog ikke hvorfor jeg altid har lukket mig inde i mig selv, men det har også resulteret i at jeg måske ikke er så god til at være social, eller komme i kontakt med andre på den rigtige måde, hvilket også kan resultere i at folk tager lidt mere afstand til mig.
Denne indelukkethed, og afstandtagen til andre folk har også gjort, at hver gang jeg har skullet møde andre og snakket med fremmede folk, at jeg begynder at blive nervøs og derfor får svært ved at sige det jeg skulle. Generelt er det også sådan når jeg skal snakke til en større forsamling. Dette gør dog at jeg samtidig bliver mere usikker, og får lyst til bare at lade være med at sige noget, og få det hele overstået.
Jeg ved godt det ikke lyder til at være et reelt problem, det er det heller ikke nødvendigvis. Men det har ofte gjort det sværere for mig at have noget med andre folk. Selvom jeg aldrig rigtigt har haft det skidt med det, så ind imellem kan det godt gøre ondt indeni, og for det meste holder jeg det for mig selv, fordi jeg hverken har haft nogen ide om hvordan jeg skulle få det sagt, eller hvordan folk ville reagere på det.
Hvis der er andet, må folk gerne spørge. Jeg har ikke ret meget andet at fortælle lige nu. Knus Rasmus.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar